Ved at oprette et testamente tager du selv stilling til, hvem der skal arve dine penge og andre værdier efter dig. Hvis du ønsker, at bestemte personer, organisationer eller formål, som har betydning for dig, skal have gavn af dine værdier, når du er borte, er det nødvendigt at oprette et testamente.
Uden testamente bestemmer arveloven, hvordan din formue bliver fordelt. Det betyder at din familie arver efter de tre arveklasser og betaler afgifter af din arv.
Har du ikke familie og ikke oprettet et testamente, vil hele din arv gå til staten.
Hvad kan jeg råde over i mit testamente?
Er du gift og/eller har børn, bestemmer arveloven, at din ægtefælle og/eller dine børn arver minimum en fjerdedel af din formue. Det kaldes tvangsarv. Resten af din formue kan du frit disponere over i dit testamente. Hvis du ikke har børn eller en ægtefælle, kan du frit disponere over hele din formue, når du opretter et testamente.
Det er individuelt for advokatkontorerne, hvilken pris oprettelse af et almindeligt testamente kan have. Typisk kan det koste 4.-5.000 kr. Til gengæld sikrer en advokat, at testamentet oprettes korrekt, og at det er gyldigt. Spørg din advokat hvad dit testamente vil koste.
Hvis du vælger at betænke Røde Kors i dit testamente, tilbyder vi at afholde advokatomkostningerne til et almindeligt testamente.
Kan jeg ændre i mit testamente?
Du kan til en hver tid ændre eller tilbagekalde dit testamente. Det kan fx være relevant, hvis din livssituation ændrer sig.
Såfremt, du opretter et testamente med din ægtefælle eller partner, bør det fremgå af testamentet, om den længstlevende af jer skal have mulighed for at ændre i testamentet.
Kan jeg både betænke mine arvinger og et godt formål?
Ja, og det kan være til fordel for dine arvinger, hvis du både betænker dine arvinger og en velgørende organisation. En særlig regel kaldet 30 %-reglen gør, at det kan være en fordel for dine arvinger at testamentere til en velgørende organisation.
Hvis du har valgt, at du gerne vil testamentere til Røde Kors, skal du oprette et testamente. Vi anbefaler altid, at man kontakter en advokat og får hjælp til at oprette testamentet. Hvis du beslutter dig for at donere en del af din arv til Røde Kors, tilbyder vi at dække advokatomkostningerne til oprettelsen af et almindeligt testamente.
Du er også altid velkommen til at udfylde kontaktformularen til højre, hvis du har andre spørgsmål, så ringer vi dig op til en uforpligtende snak.
Hvad kan jeg testamentere til Røde Kors?
Du kan indenfor arvelovens regler selv bestemme, hvad eller hvor meget du vil testamentere til Røde Kors. Vi bliver glade for alle bidrag, der kan styrke vores hjælpearbejde ude i verden og herhjemme.
Vælg fx om du vil testamentere et bestemt beløb, en andel af din samlede formue eller hele din formue.
Du kan også vælge, at Røde Kors skal arve:
Restbeløbet efter at arvingerne har fået deres arv
Dit hus, din lejlighed, din kolonihave eller andre genstande såsom bil, møbler, kunst eller andet
Rettigheder til fx bøger, musik eller andet
Kan jeg testamentere til bestemte dele af Røde Kors’ arbejde?
Ja, du kan vælge at testamentere til bestemte formål eller indsatsområder inden for Røde Kors’ arbejde herhjemme eller ude i verden. Det kan fx være vores katastrofehjælp, udviklingsbistand, det nationale hjælpearbejde, førstehjælpsaktiviteter eller noget andet, som du er specielt interesseret i.
Du kan læse mere om vores nationale og internationale hjælpearbejde her.
Hvis du ikke ønsker at give din arv til et bestemt formål eller et konkret projekt, vurderer vi, hvor pengene gør mest gavn i vores arbejde. Du kan blive klogere på, hvordan Røde Kors prioriterer de forskellige aktiviteter her.
Hvis du har andre spørgsmål er du altid velkommen til at udfylde kontaktformularen, så ringer vi dig op til en uforpligtende snak.