Eva Jordung

Eva er i gang med at udforske verden, da hun tilfældigt bliver ansat i en flygtningelejr. Nødhjælpsarbejdet har ført hende overalt i verden og til sit livs kærlighed.

Året er 1986, og Eva er i gang med at erobre Afrika som rygsæksrejsende, da hun tilfældigt kommer forbi en flygtningelejr i Sudan i alvorlige problemer. Sygdom har sat hele lejrens nødhjælpshold ud af spil. Behovet for hjælp er så stort, at Eva bliver ansat som nødhjælper og får ansvaret for at sikre, at der er rent vand til de mange tusinder mennesker i lejren.

Det apparatur, hun bruger til at tjekke vandets renhed, virker tilsyneladende ikke. I hvert fald kan det slet ikke måle indholdet af tilsat klor i vandet. Som rygsæksrejsende er Eva vant til at navigere ud fra sin sunde fornuft, så hun tjekker selv skabet med klorbeholdningen og studser straks over, at den stærke duft af klor er helt fraværende.

Det viser sig at være kalk og forklaringen på, hvorfor alle nødhjælpere i lejren er blevet syge. Vandet er aldrig blevet renset.

”Jeg opdagede, at det ikke behøver være så sofistikeret, og at det er rigtig godt at bruge sin sunde fornuft. Samtidig var jeg chokeret over, at jeg udførte et arbejde, som jeg egentlig burde være uddannet til.”

Men Eva opdager også noget andet: Hvad hun skal resten af sit liv.

I felten finder Eva sit livs kærlighed

Efter i alt to års arbejde i flygtningelejren vender Eva hjem for at få en uddannelse, der kan sikre hende en fremtid som nødhjælper. Helst vil hun være civilingeniør, men sygeplejerskeuddannelsen er kortere og inkluderer praktik.

Efter blot et år på Rigshospitalets intensivafdeling for epidemiske sygdomme, rejser hun på en krævende nødhjælpsmission til det uroplagede Somalia.

”Det var en god start,” griner Eva Jordung Nicolson.

Det er i felten på en senere mission til det daværende Zaire, nu Øst-Congo, at hun møder sit livs kærlighed. Hun sidder på en bar, da den skotske nødhjælpsarbejder Ian vandrer ind.

”Jeg tænker, han er min. Vi har ikke øjenkontakt, og jeg ser ham kun fra siden. Han går ud igen, for han leder efter sin kammerat, og jeg tror ikke, han har set mig. Men det har han, og han har det på samme måde som mig. Så halvanden time senere er han tilbage og sætter sig ved vores bord. Og det er det. Jeg ved godt, det er svært at tro på,” siger Eva.

De arbejder i hver deres lejr, men kommunikerer over den fælles radio, hvor de hurtigt slår samtalen over på en anden kanal for at være diskrete.

”Vi siger blot ’same time, same bar.’ Men folk opdager det alligevel hurtigt. De første 14 dage kan jeg ikke hans navn, for over radioen kalder man folk ved deres alias. Hans er ’KLW2.’”

Sammen rejser Eva og Ian på utallige nødhjælpsmissioner i verdens brændpunkter.

”Vi beslutter i begyndelsen, at vi ikke vil have et langdistanceforhold. Vi har set for mange blive skilt på den baggrund, og det er heller ikke derfor, vi er blevet gift. Så vi rejser ud sammen.”

Eva arbejder som en schweizerkniv

Da Ian dør i 2015, fortsætter Eva med det, hun gør bedst: At sørge for, hjælpen kommer bedst frem til mennesker i nød. Senest for os i Syrien.

Hendes alsidige baggrund og mangeårige indsats på utallige nødhjælpsmissioner gør hende til en schweizerkniv i en nødhjælpsorganisations hånd.

”Så længe der stadig er muligheder, accepterer jeg ikke et nederlag. På den måde er jeg optimistisk, for jeg tror, der findes løsninger på alt. Det handler bare om at finde dem,” siger hun.

Nødhjælpsarbejdet i Syrien er ingen undtagelse. Trods store udfordringer skrider hjælpearbejdet fremad og sikrer syrere både overlevelse og håb for fremtiden.

”Jeg ved, jeg gør en forskel. Men der er så meget at gøre, at det indimellem føles som at arbejde baglæns. Den eneste forskel på weekend og hverdag er, at mit vækkeur ikke ringer i weekenden.”