Designernet til alle

Røde Kors ambassadør Uffe Buchard og hans makker Kim Grenaa har sammen med otte talentfulde og kendte designere skabt en serie shoppe-net, der på en gang skal sætte fokus på design, økologi og velgørenhed.

Thumbnail
Af Jens Grønning - 27.08.2013, 14:10

Nettene blev skabt i forbindelse med design-konkurrencen DANSK Design Talent/ Magasin Prisen. De blev kreeret af talenterne; Anne Sofie Madsen, Astrid Andersen, Asger Juel Larsen og Nikoline Liv Andersen - og af mentorerne; Charlotte Eskildsen/Designers Remix, Karl Oskar Olsen/WoodWood, Mads Nørgaard og Henrik Vibskov.

Shoppe-nettene blev produceret med øje for at samle penge ind til Røde Kors’ betydningsfulde hjælpearbejde, og for at sætte fokus på grøn tankegang, økologi og overforbrug af plastikposer. Ydermere skabes der, igennem salg af nettet, større kendskab til de fire designtalenter, der får muligheden for at nå ud til et bredere publikum. Al overskuddet af salget gik ubeskåret til Røde Kors.

Om projektet udtaler Uffe Buchard, Creative Director hos GrenaaBuchard og Røde Kors ambassadør:
”Vi lavede Røde Kors projektet ”Break the Habit”, i samarbejde med Magasin, for fem år siden med etablerede danske designere, hvilket blev en stor succes. Nettet blev hurtigt at finde mange steder i gadebilledet og opbakningen til Røde Kors var overvældende. Denne gang, med involveringen af designerne i DANSK Design Talent – Magasin Prisen, tror vi på at blandingen af det etablerede og helt nye, gør konceptet ekstra interessant. Vi håber at danskerne denne gang vil tage mindst lige så godt imod det”.

Nettet blev produceret i et begrænset oplag, i økologisk bomuld. Prisen var 100 kr. og nettet lanceredes i Magasin du Nord, hvor man også kunne møde designtalenterne, opleve deres mini-kollektioner fra designkonkurrencen DANSK Design Talent - Magasin Prisen og finde sin egen peronlige favorit.