DIY: bring farver ind i dit hjem med genbrug
Mit navn er Katrine Christiansen og jeg elsker genbrug.
I samarbejde med Røde Kors vil jeg inspirere til, hvordan genbrug kan blive en del af dit hjem og din indretning på en nem og overkommelig måde. Genbrug er for mig den bedste måde at forny hjemmet på – det er unikt, det er billigt og det er bæredygtigt.
Følg Katrines genbrug og krea-liv på Instagram @katrine_christiansen
BRING FARVER IND I DIT HJEM
Jeg elsker farver. Jeg elsker især farver i min indretning, da det giver en masse liv, lys og glæde. Der er mange forskellige måder at få flere farver ind i sit hjem på. Du kan male en væg, tilføje en masse farverige nips, male dine møbler osv. Når man (som jeg selv) bor til leje, kan den første mulighed være noget, der lige skal tænkes over en ekstra gang eller to – for man vil jo ærlig talt gerne have dét depositum tilbage, ikke? Men der er altså også en masse andre måder, hvorpå du kan bringe en masse farver ind i dit hjem. Det er dét vi skal i denne omgang – jeg har fundet den kedeligste væg i min stue (til venstre) og sammen skal vi pifte den op (til højre)!
Denne gang har jeg besøgt Røde Kors på Fælledvej i København og Røde Kors på Valhøjs Alle i Rødovre for at finde lækre sager. Jeg har fundet nogle slidte (og meget billige) boghylder, et nyt malerlærred med ramme, en plakat og en masse nips. Derudover, skal vi skabe en farverig TV-ramme af reste-træ.
Boghylder
Jeg var så heldig at finde to ens boghylder. De er super slidte, men til gengæld kostede de blot 30 kr. stk. Med lidt kærlighed og en masse maling skal de nok blive rigtig fine. Jeg har vasket begge hylder godt ned. På den måde kommer alt skidt og snavs væk, og dermed vil du få et pænere resultat, når du kommer maling på. Derefter er det bare om at svinge penslen eller malerrullen. Jeg har valgt at male mine boghylder i forskellige farver. For mig kan alle farver kombineres! Men vælg den eller de farver du elsker og som passer til dit hjem.
TIP: hop i din lokale malerforretning og find en masse forskellige farvekort. Det er en god måde at sammenligne farver mod og med hinanden. Kvaliteten af den maling du køber afhænger af, hvad du skal male, og hvad dét, du maler, skal bruges til. For mit vedkommende skal boghylderne primært bruges til at pynte. Derfor har jeg valgt at ’nøjes’ med at købe farveprøver i stedet for ’rigtig’ maling. Farverne er identiske, men kvaliteten er ikke den samme som ved ’rigtig’ maling. Til gengæld er det markant billigere og kvaliteten er rigelig til at male ’pynteting’.
Jeg har malet mine hylder ad to omgange. Nogen gange kan en enkelt omgang maling være nok, andre gange kræver det tre omgange – prøv dig frem!
En ting jeg faldt for ved de to boghylder var, at de kan ”samles” og styles på et hav af forskellige måder. På den måde kan du skabe lige præcis dét udtryk, du ønsker. Derudover giver det rig mulighed til ofte at rykke lidt rundt og skabe nye udtryk og lege med farverne på en ny måde!
TV-ramme
Jeg har fundet en reste-plade i mit lokale byggemarked. De fleste byggemarkeder har dette og det er ofte til en rigtig fin pris. Til tider kan du også være heldig at finde lignende i din lokale Røde Kors – en stor bordplade kan for eksempel sagtens bruges. Min plade er en MDF i 12 mm tykkelse, som er ca. 20 cm større end vores TV hele vejen rundt.
Jeg har tegnet størrelsen på mit TV i midten af pladen. Ligeledes har jeg målt op til hængslerne, der bærer TV’et på væggen. Derefter har jeg tegnet min ønskede form/kant på TV-rammen – her er det kun fantasien, der sætter grænser! Jeg har skåret pladen ud med en stiksav. Til sidst har jeg slebet kanterne og malet pladen i den fineste gule farve.
TIP: hvis ikke du har en stiksav selv, kan den lånes forholdsvis billigt i et byggemarked. Derudover er en firkantet TV-ramme også rigtig fin! Og i så fald behøver du slet ikke en sav.
Jeg har monteret TV-rammen på væggen ved først at tage TV’et ned og derefter skruet pladen op. Hvordan pladen monteres på væggen afhænger meget af materialet i din væg. Til sidst har jeg hængt TV’et tilbage på sine hængsler. En TV-ramme omfavner et ellers (i hvert fald i mine øjne) knap så kønt ’møbel’. Den skaber samtidigt liv og giver en masse farve på væggen – helt uden at male på væggen!
Vægdekoration
Du kan finde massevis af fine spejle, malerier, rammer, opslagstavler og lignende i de fleste Røde Kors butikker – også i dem uden møbler. Det er en god måde at dekorere din væg på uden at male den! Ofte kan store rammer, malerier og plakater være lidt pricey at komme i nærheden af fra ny så tjek din Røde Kors butik ud først!
Jeg har fundet to eksempler på ophæng, der skaber liv og bringer farver til dit hjem. Du kan være heldig at finde noget, der passer perfekt ind i dit hjem. Eller du kan pifte det en smule op, så det passer til dit hjem og din smag.
Maleri
Jeg var så heldig at finde et malerlærred med en ramme helt fra ny i Røde Kors. Er du ikke helt så heldig, kan du ofte finde et maleri på lærred og måske endda med en tilhørende ramme. Er du ikke vild med motivet, kan du nemt male det over med en omgang hvid maling og skabe dit eget maleri herefter. Det er kun din egen fantasi, der sætter grænser for penselstrøgene! For et helt og aldeles gennemført pastel-look har jeg selvfølgelig også malet rammen lilla.
Plakat
Sidst men ikke mindst: en plakat! Du kan finde så mange smukke plakater, malerier, fotografier osv. som er helt perfekte, som de er. Den her plakat er fra Røde Kors butikken på Fælledvej i København, hvor de har hele kælderen fuld af fine fund, du kan hænge på din væg.
Rigtig god fornøjelse!
Tekst og billeder: Katrine Christiansen
- Se indkøb/materialer
-
Købt i genbrug:
Boghylder 30 kr. stk.
Malerlærred med ramme 35 kr.
Plakat 80 kr.
3 små duftlys 10 kr. samlet
Høj smal lilla vase 15 kr.
Hæklede mellemlægsservietter 3 kr. stk.
Tekande 25 kr.
Grønne underkopper 5 kr. stk.
Lys 30 kr.
Lysegrøn lysestage 20 kr.
Olielampe 60 kr.
Vandmelon skål 12 kr.
Glaskop gratisIkke genbrug:
Træmaling 45 kr. pr. farveprøve (der er nok i 1-2 farveprøver (størrelsen varierer alt efter, hvor lys din maling skal være) til at male boghylderne 2-3 gange.)