Spørgsmål og svar om genbrug
I Danmark er vi Nordens største forbrugere af tøj og tekstiler. Undersøgelser viser, at beklædning er blandt danskernes 3 største forbrugsposter, og det er desværre ikke alt, som bliver genbrugt. Men hvis du afleverer dit tøj til Røde Kors, forvandler vi det til hjælp til udsatte mennesker – både herhjemme og ude i verden. Få svar på dine spørgsmål her.
- Hvorfor skal jeg aflevere mit tøj til genbrug hos Røde Kors?
-
Røde Kors sørger for, at danskernes brugte tøj bliver til penge, som bruges til nødhjælp og socialt arbejde i verden og i Danmark. Vi sorterer tøjet og sørger for, at så meget som muligt bliver genbrugt eller genanvendt, så det bliver til mest mulig hjælp. Det gode og brugbare tøj bliver enten solgt i vores genbrugsbutikker over hele landet og i vores webshop eller uddelt som nødhjælp. Tøj, som ikke sælges i butikkerne, bliver i videst muligt omfang, solgt til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre. Tøj, der sælges i butikkerne, har en højere værdi end det slidte tøj, som ender med at blive genbrugt som tekstilfibre.
- Hvor kan jeg aflevere mit brugte tøj til genbrug?
-
Røde Kors har ca. 260 genbrugsbutikker og ca. 1900 tøjcontainere, hvor du kan aflevere dit brugte tøj. Find en oversigt her.
- Hvad kan jeg aflevere til genbrug i Røde Kors-butikker?
-
Du kan aflevere alt tøj og tekstiler i vores ca. 260 genbrugsbutikker. Vi tager imod tøj, sko, tasker, bælter, tekstiler og linned – bare aflever det hele til genbrug hos os.
Flere af vores butikker handler også med møbler og andre ting og sager til boligindretning. I de butikker kan du også aflevere interiør, køkkenudstyr, boligtilbehør, legetøj, bamser osv.
- Hvad kan jeg aflevere i Røde Kors containere?
-
Du kan aflevere tøj, sko, tasker, bælter, tekstiler og linned i alle vores containere. Tøjet må gerne være lidt slidt og forvasket. Det må ikke være beskidt eller vådt og du kan ikke aflevere boligtilbehør, dyner, puder, tæpper, tøjdyr og tekstilafklip i containerne. Find istedet nærmeste Røde Kors butik.
- Hvad sker der med tøjet, når man har afleveret det i en tøjcontainer?
-
Containeren tømmes af vores chauffører, hvorefter det køres til vores genbrugscentre eller den lokale tøjbutik, hvor det bliver sorteret.
- Hvordan bruger Røde Kors det donerede tøj i hjælpearbejdet?
-
Det gode og brugbare tøj bliver enten solgt i vores genbrugsbutikker og på vores webshop Rødekorsgenbrug.dk eller givet væk til udsatte mennesker. Tøj, som ikke sælges i butikkerne, bliver solgt til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre. Tøj, der sælges i genbrugsbutikkerne, har en højere værdi end det slidte tøj, som ender med at blive genbrugt som tekstilfibre - men alt tøj kan bruges! De penge vi får for at sælge tøjet, bruger vi til at hjælpe mennesker i nød.
- Hvorfor bliver tøjet ikke sendt ud som nødhjælp?
-
Det er rigtig dyrt at sende tøj afsted fra Danmark ud til verdens brændpunkter. Derfor sker dette kun i særlige tilfælde og vil typisk være til langsigtede udviklingsprojekter, hvor omkostningerne er begrænsede. Det er oftest meget billigere at købe tøjet lokalt, og så støtter vi samtidig de lokale markeder. Dit brugte tøj gør derfor langt mere gavn for vores hjælpearbejde, hvis vi sælger det i vores butikker. De indtægter, vi får ind fra salget, kan vi nemlig bruge lige dér, hvor der er allermest behov – og til lige præcis den form for hjælp, der er brug for. Eksempelvis kan der i vintermånederne være brug for tæpper og vintertøj i Syrien – to måneder efter er situationen en anden, og der kan være brug for mad og medicin.
- Er det kun frivillige, der arbejder i butikkerne?
-
Ja, vi har 10.000 engagerede frivillige i vores butikker over hele landet. De hjælper med at sortere og ordne tøjet samt sælge det.
- Hvem prissætter tøjet ude i genbrugsbutikkerne? Og hvordan gør de det?
-
De frivillige i butikkerne prisfastsætter tøjet ud fra flere kriterier. Dels har vi en ret detaljeret, vejledende prisliste, som angiver en cirka pris for en given beklædningsgenstand. Herudover tager de frivillige hensyn til varens kvalitet, slidtage/stand – og evt. mærke, hvis det en mærkevare.
- Hvor mange penge indbringer salget af genbrugstøj?
-
Salget af genbrugstøj indbringer millioner af kroner til Røde Kors’ hjælpearbejde i Danmark og internationalt. Sidste år lå overskuddet på over 100 mio. kr.
- Hvorfor er tøjet så dyrt i jeres genbrugsbutikker – og hvorfor har de så dyre placeringer?
-
Vi har valgt at åbne Røde Kors-butikker på nogle gode placeringer, da erfaringen viser, at vi har en forholdsvis større indtjening, når butikkerne ligger godt. Det kan godt være, at huslejen er høj, men vi tjener også flere penge – så i sidste ende kan vi hjælpe mange flere mennesker i nød. Vi forsøger at få flest mulige penge for det tøj, som er doneret til Røde Kors. Både af hensyn til dem, vi hjælper – og af hensyn til vores donorer, som gerne ser, at deres tøj indbringer mest muligt til hjælpearbejdet. Herudover vurderer vi altid kvalitet, mærke og stand på tøjet, når vi prissætter. Vores varer skal gerne have en pris, der afspejler, at det er genbrug, men også at man støtter Røde Kors og hjælpearbejdet. De mange frivillige i butikkerne bestræber sig på at prisfastsætte de ting, vi modtager, så godt som muligt, så varerne bliver solgt og giver indtægter, der kan hjælpe sårbare mennesker.
- Hvordan passer I på klimaet?
-
Når man afleverer og køber tøj, møbler, elektronik og byggematerialer hos Røde Kors, kan det aflæses direkte i CO2-regnskabet. Danskernes veludviklede genbrugsvaner og Røde Kors’ arbejde sparede kloden for i alt 22.100 ton CO2e i 2023. Det svarer til cirka 80.000 personers årlige tøjforbrug. Se overblik og læs vores klimaregnskab her på siden
- Ender mit tøj i Afrika?
-
I Røde Kors arbejder vi for at sælge mere i Danmark. Vi har åbnet outletbutik, vi har skabt konceptet Råstof, hvor vi sorterer specifikke kvaliteter til iværksættere og designere, og sidst men ikke mindst har vi i 2023 åbnet en webshop, der skal gøre genbrug mere tilgengæligt for dem, der ikke har tid til at besøge vores 260 butikker i deres åbningstid. Læs mere om, hvad der sker med tøj, vi ikke sælger i Danmark.
- Hvor meget genbrugstøj modtager Røde Kors?
-
I 2023 fandt 9.600 ton genbrug vej fra de 1900 Røde Kors-containere og 260 butikker til nye klimabevidste ejere.
- Hvor og hvordan bliver tøjet sorteret?
-
Tøjet bliver sorteret på vores genbrugscentre i Køge og Horsens samt i vores butikker. Vi sorterer tøjet i forskellige varegrupper for eksempel dame-, herre- eller børnetøj. Vi sender ikke doneret tøj til destruktion eller forbrænding, men udnytter alt, så det kan gøre en forskel for sårbare i Danmark eller ude i verden.
Klima og genbrug
Når vi afleverer og køber tøj, møbler, elektronik og byggematerialer hos Røde Kors, kan det aflæses direkte i CO2-regnskabet. Læs mere i artiklerne herunder.