Kolera i Yemen
Yemen er ramt af koleraudbrud, og der er for anden gang på mindre end et år erklæret undtagelsestilstand i landet. Flere tusinde mennesker har mistet livet til den smitsomme mavetarmsygdom, og langt over 600.000 mennesker er smittet ifølge kilder. WHO estimerer, at hele 7,6 millioner mennesker lever i områder, hvor der er stor risiko for kolerasmitte.
Hospitaler i Yemen kæmper for at håndtere de mange patienter, der strømmer ind for at få behandling.
Mangelfuldt sundhedssystem
Yemens sundhedssystem, der allerede var svagt før krigen brød ud, er i nærheden af et kollaps på grund af konflikt, importrestriktioner på lægemidler og medicinsk udstyr, sammenbrud af infrastruktur og kritiske mangler hos sundhedspersonalet.
Der er enorme medicinske behov for de mennesker, som er sårede eller drevet på flugt på grund af borgerkrigen.
Røde Kors kæmper for bedre forhold for ofrene for sult og kolera, og du kan være med til at hjælpe.
Sådan bekæmper Røde Kors kolera
Ved behandling af kolera fokuserer vi både på behandling og forebyggelse. Vi støtter hospitaler med faciliteter, så der er nok sengepladser til kolerapatienterne. Vi giver medicinsk behandling til børn og voksne, som modtager intravenøs væske og drikkevand tilført klor.
For at forebygge flere smittetilfælde af kolera, uddeler vi hygiejnepakker til befolkningen. Vi sætter vi ind over for kilden til sygdommen ved at sikre rent drikkevand til befolkningen og adgang til bedre sanitære forhold og endelig oplyser vi om, hvordan man undgår smitten ved at sikre god hygiejne.
Om kolera
Kolera er en meget smitsom mave-tarm-sygdom, som er forårsaget af bakterien Vibrio cholera.
Bakterien spredes via forurenet vand og fødevarer. Dårlige sanitære forhold og mangel på rent drikkevand skaber dermed gode betingelser for kolerabakterien. Kolera medfører kraftig diarré og opkastning, som giver store væsketab. Sygdommen kan være livstruende, hvis den smittede ikke bliver behandlet.
Kolera opstår typisk i tætbefolkede og fattige områder, hvor sanitære forhold og fødevarehygiejnen er dårlig. Kolera er let at behandle, men kan være en livsfarlig sygdom, hvis der ikke er behandlingsfaciliteter, eller behandlingen indledes for sent.