Ferieoplevelser for store og små
Røde Kors har siden 2006 afholdt ferielejre for flygtninge og sårbare børnefamilier, som allerede er tilknyttet en Røde Kors aktivitet. Vi har gennem årene oplevet et stigende behov for støtte til ferieoplevelser, og vi ser, at tendensen fortsætter år for år. Vi ved, hvor stor en forskel en ferie kan gøre for en børnefamilie, der har en presset hverdag. Et afbræk fra hverdagen og bekymringerne giver mulighed for at være sammen som familie i trygge rammer – med plads til nærvær, glæde og fællesskab. Derfor inviterer vi hvert år sårbare familier med på ferielejr i sommerferien.
Ferielejrene er et tilbud til familier, som har brug for støtte til at komme afsted, og som i forvejen er tilknyttet en af Røde Kors’ sociale aktiviteter i en lokalafdeling. Her står frivillige for at skabe et trygt og inkluderende fællesskab, hvor der både er planlagte aktiviteter for børn og voksne og tid til ro, samvær og afslapning.